Tekst & foto: Martin Mogensen

Torsdag den 28. april dannede Odense Congress Center ramme om et såkaldt Handicaptopmøde. Handicaptopmødet var en vekselvirkning mellem oplæg, paneldebatter og workshop-arbejde, hvor idéer, meninger og gode input kunne udveksles.

Indledt af borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Brian Dybro, var ambitionerne store. Måske var de også en kende for store, eftersom Odense har et dårligt ry på handicapområdet der går mange årtier bagud.

Hvorvidt oplægget fra Ulrik Wilbek fra Kommunernes Landsforening (og borgmester i Viborg, red.) skulle bøde lidt af med gode ambitioner og visioner samt ønsket om en bedre økonomi på området, trods corona og krig i Ukraine står derimod usikkert tilbage.

Derimod var formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen mere konkret og harcelerede mod for meget bureakrati, eksempelvis mennesker der får tildelt en hjælpeordning eller merudgifter, som årligt følges op trods det ikke ændrer sig. Bortset fra merudgifter stiger markant, men ikke følges tilsvarende op.

Dagen var herefter delt op i 2 med workshops formiddag og eftermiddag. En samlet dag på 8 timer. Undertegnede deltog i en workshop med emnet “Vejen til et arbejde og tilknytning til arbejdsmarkedet” hvor Odenses borgmester var at finde. 

Hovedsagligt var der tale om mindre synlige handicap som kunne bidrage 10-12 timer om ugen i virksomheder som Rema1000 der var repræsenteret. Udfordringen lå grundlæggende i, at kommunen forhaler deres muligheder på arbejdsmarkedet og virksomheder står tilbage, uden mulighed for at benytte deres kompetence. Mindre virksomheder var ikke afvisende, men som flere erhversdrivende kunne berette, en byrde med kommune og jobcentre der ikke har formået et klargjort forløb at tilbyde virksomheder der i forvejen er presset på mange andre opgaver i deres respektive virksomheder.

Umiddelbart kunne et sådan arrangement præsenteret som et “topmøde” være et varsel om mulige ændringer på handicap området til det markant ringere. Der var ingen reelle ambitioner at spore, om at løfte handicapområdet med konkrete og håndfaste forbedringer. Alt dette har man hørt før, som efterfølgende ikke er blevet ført ud i virkeligheden. Derudover benytter Odense Kommune sig fortsat af en af landets laveste lønninger til handicaphjælpere.

I en tid med inflation og recession ikke set større i 34 år kunne man frygte, at bag de fyldige ord, ligger en dagsorden hvor de svageste i samfundet igen bliver de store tabere. Måske  langt mere, end man har set hidtil.